Fejlrekruttering er dyrt - men lærerigt

Hvorfor outsource rekrutteringen af medarbejdere? En fejlansættelse kan koste virksomheden mange penge og arbejdstimer, mens den rette medarbejder kan tilføre stor værdi til virksomheden.

Stillingsopslag, ansættelsessamtaler og oplæring m.m. Det kan være en dyr fornøjelse at rekruttere den forkerte medarbejder, for der går meget arbejde og mange penge til at finde og introducere en ny medarbejder til virksomheden. Det er svært at sætte eksakte tal på, men for nogle år siden var Mette Marie Langenge, projektleder i Væksthus for Ledelse, med til at undersøge omfanget af fejlrekruttering i blandt andet kommunerne. ”Det var blandt andet med udgangspunkt i en svensk professor, som angav en pris på en million kroner per fejlrekruttering. Jeg tror, at kommunerne er lige så professionelle til at rekruttere som private virksomheder, og da vi spurgte om omfanget i kommunerne, sagde de, at det skete omkring hver 20. gang på ledelsesplan,” fortæller hun.

Store omkostninger ved fejl

Ifølge Mette Marie Langenge er det naturligvis et reelt problem med decideret fejlrekruttering, for der går mange arbejdstimer til på selve rekrutteringen og den efterfølgende indkøring. Oplæringen af den nye medarbejder tager også meget tid fra de øvrige medarbejdere. Når man så pludselig opdager, at det ikke går, skal man hele vejen om igen. Derfor kan det, ifølge Mette Marie Langenge, også i nogle situationer være en god idé at outsource rekrutteringsdelen til et professionelt firma eller indhente en konsulent til hele eller dele af processen. ”Én ting er en decideret fejlrekruttering, men det er også lidt interessant, om man faktisk fik den bedste af ansøgerne. Tænk hvad virksomheden kunne have fået ud af at finde den, der ville være helt fantastisk til jobbet. Måske var der en i feltet, som vi overså, og som kunne have løftet jobbet til ti gange værdien?,” siger Mette Marie Langenge.

En vigtig læreproces

Outsourcing er særlig relevant, hvis det er topchefer i en helt stor virksomhed, men kan også være det, hvis der er tale om en kompleks ledertype eller en helt ny funktion eller et nyt område i virksomheden. ”Det kan være en teknikker med et helt nyt speciale eller en sælger, hvis man nu ikke har haft sådan en før. Ved helt almindelig rekruttering, kan der dog være en god læreproces i at gøre det selv og systematisk gennemgå jobfunktionen og kompetencerne for dermed at blive klogere på udfordringerne i det specifikke job,” forklarer Mette Marie Langenge.

Delvis outsourcing

Rekrutteringsfirmaer er, ifølge Mette Marie Langenge, mange ting, som dækker over alt fra meget store firmaer og helt ned til mindre bureauer og freelance HR-konsulenter. Det giver blandt andet den fordel, at det er muligt for en mindre virksomhed at hente hjælp ind til en del af processen, siger hun: ”Det kan for eksempel være til at lære virksomheden om processen og de nødvendige refleksioner, så man bliver klogere på selve jobbet. Dermed kan man lave en meget bedre kompetenceprofil. En gang i mellem sker det jo også, at man har fundet den rette, men selve oplæringsprocessen ikke fungerer. Her kan det også være en stor hjælp at have været systematisk og opnået stor viden om jobbet.”

​(Kilde: Forretningsoptimering.dk)